Legenden om Issyk-Kul søen
Issyk-Kul søen er omgivet af talrige legender, der forklarer dens dannelse og de historiske personer, der passerede ved dens kyster. En legende fortæller om en grusom khan, der blev forelsket i en smuk pige, kidnappede hende, men hun afviste ham på grund af hendes kærlighed til en hyrde. Hyrden, der red på sin magiske hest Tulpar, reddede hende, men hun blev fanget igen. For at undgå fangenskab kastede hun sig ud af et fangehulsvindue, og som straf for hendes død oversvømmede bjergvandet khanens palads og skabte søen. (Der er faktisk ruiner, der menes at være en by under Issyk-Kul farvande.) En anden legende involverer Timur, som i det 14. århundrede fik sine soldater til at placere en sten, hver gang de marcherede forbi Issyk-Kul, og dannede en stenryg kaldet Santash. Nogle legender hævder endda, at Djengis Khan er begravet på søens kyster, selvom hans gravsted forbliver officielt ukendt, med nogle kirgisiske legender, der tyder på, at det ligger nær Issyk-Kul.
Epos af Manas
eposet om Manas, det længste episke digt, er centralt i Kyrgyzstan kultur og historie. den består af tre dele: Manas der forener de kirgisiske stammer, hans søn Semeteis historie og hans barnebarn Seiteks fortælling. Manas, født af en hyrde i Altai, vokser til en stor kriger, der forener stammerne og fører dem tilbage til deres hjemland i Tian Shan. Han gifter sig med Kanykei, og de har sønnen Semetei. Efter Manas ' død bliver Kanykei og Semetei forvist til Samarkand. Semetei lærer senere om sin arv og forsøger at genforene stammerne, men forsvinder. Hans søn Seitek, opvokset i en fjendtlig lejr, opdager sin slægt og bringer fred til det kirgisiske folk. Eposet, der først blev skrevet ned i det 19. århundrede, har mange versioner på grund af mundtlige traditioner og manaschi-fortællere, der ofte tilføjede deres egne præg. Manas -eposen er afgørende for den kirgisiske identitet. nationalflagets 40 stråler symboliserer stammerne forenet af Manas. den højeste statslige ære er Manas -ordenen, og mange vartegn, såsom Bishkek -lufthavnen og en bjergtop, er opkaldt efter ham. legender forbinder også Manas med naturlige vartegn som Manas Bowl i Barskoon kløften. Manas repræsenterer den ideelle kirgisiske person og stat. På trods af sin blanding af fakta og legende har epos en betydelig indvirkning på Kyrgyzstan.
Legenden om Jeti Oguz
Jeti Oguz, kendt for sine syv røde klippeformationer, der ligner tyre, er gennemsyret af kirgisisk legende. For længe siden var to khaner rivaler, efter at den ene stjal den andens smukke kone, hvilket udløste en brutal krig. For at søge råd fik den anden khan modvilligt besked af en klog mand om at dræbe konen for at forhindre, at hun vendte tilbage til sin oprindelige mand. Under en storslået festival, efter at syv tyre var blevet ofret, dræbte khanen sin kone. Hendes blod skyllede tyrene væk og dræbte khanen og hans tjenere. Tyrene blev til de røde klipper nu kendt som Jeti Oguz, hvilket betyder "syv tyre" i Kirgisisk.
Legenden om Burana
Burana Tower, nær Tokmok, er den sidste rest af den antikke by Balasagun. Mens eksperter siger, at det oprindeligt var en minaret, byder den kirgisiske legende på en anden historie. En magtfuld khan havde en smuk datter, Monara. For at beskytte hende mod bejlere konsulterede han spåkoner. En forudsagde, at hun ville dø inden sin sekstende fødselsdag. For at beskytte hende byggede khanen et højt tårn og låste hende inde. Monara voksede op der, kiggede ud fra fire vinduer og modtog mad i en kurv. På sin sekstende fødselsdag bragte khanen hende en kurv med frugt, da han troede, at forudsigelsen var falsk. Efter at han havde kysset hende, faldt hun sammen og døde. Khanen fandt en giftig edderkop i kurven. Sorgende rystede hans råb tårnet, hvilket fik toppen til at kollapse og efterlod de ruiner, vi ser i dag.
Legenden om Sary Chelek
For tusinder af år siden, hvor Sary Chelek-søen nu ligger, var der en stor dal. Præster i gyldent tøj, tjenere for havguden Kho, etablerede deres by, Sai Kho, på flodbredderne og boede der i årtusinder. De tilbad Kho, en guddom med en fiskekrop og et mandshoved, som opholdt sig i et marmorbassin i deres tempel. Kho underviste stammerne i landbrug, kvægavl og andre håndværk. Hvert århundrede ville ypperstepræsten dø, og en ny ypperstepræst ville blive født af den smukkeste pige i dalen, kysset af Kho. Denne fredelige tilværelse fortsatte, indtil fjender invaderede og dræbte de fleste indbyggere. Ypperstepræsten bad Kho om hjælp. Kho dukkede op, fyldte dalen med et brøl, hvilket fik sten og vand til at fosse ned, dræbte angriberne og skyllede byen væk. Denne begivenhed skabte Lake Sary Chelek, hvor Kho menes stadig at opholde sig.
Legenden om Mother Deer
Bugu-stammen i Kyrgyzstan sporer deres oprindelse til en legende, der involverer en hjortemoder, hvorfra deres navn (bugu betyder hjorte på kirgisisk) er afledt. Historien begynder på bredden af Yenisei-floden i Sibirien, hvor en kirgisisk stamme levede i konstant konflikt med deres naboer. På trods af en advarsel fra en fugl med en menneskelig stemme ignorerede stammen den forestående fare. Deres leder, Kulchoo, døde, og under hans begravelse blev stammen angrebet og massakreret af fjender. To børn, en dreng og en pige, overlevede, fordi de var blevet sendt for at samle svampe. Da de vendte tilbage for at finde alle døde, søgte de mad og hjælp og faldt til sidst over fjendens lejr. En gammel kvinde der fodrede dem, men de blev genkendt og ført til den rasende khan, som beordrede deres død. Den gamle kvinde tog børnene med til en klippe og havde til hensigt at kaste dem i Yenisei-floden, men bad om nåde. I det øjeblik dukkede en hunhjort op med mælkefyldte yvere, der tilbød at amme børnene som sine egne. På trods af den gamle kvindes advarsler om menneskehedens grusomhed, tog Mother Deer børnene og førte dem til Issyk-Kul søen. Der opfostrede hun dem, indtil de giftede sig og fik to sønner, Tynymsejit og Alesejit. Denne nye stamme fik navnet Bugu efter Moderhjorten. Tynymsejits familie flyttede til Naryn, mens Alesejits blev på Issyk-Kul. Harmonien mellem stammen og hjorten sluttede, da folk i Issyk-Kul regionen begyndte at dræbe hjortene og bruge deres gevirer til grave. Som følge heraf trak hjorten sig dybt ind i bjergene. Denne legende fortælles i forskellige former, mest berømt i Chingiz Aitmatovs historie "Det hvide skib".
Legenden om Tash-Rabat Caravanserai
Legenden om Tash-Rabat Caravanserai, der er gået i arv gennem generationer, bærer dyb forfædres visdom. Den fortæller historien om en magtfuld khan, der blev revet mellem sine to sønner, hvoraf den ene forestillede sig velstand gennem handel og gæstfrihed, mens den anden søgte ære gennem plyndring. Den ældste søns vision førte til opførelsen af en storslået campingvogn, der symboliserede åbenhed og enhed, som blomstrede med velstand og velvilje. Men den yngre søns jagt på erobring og plyndring bragte i sidste ende ruin over det engang så blomstrende etablissement, der tjente som en gribende påmindelse om grådighedens og aggressionens tåbelighed. Gennem denne ældgamle lignelse bliver vi mindet om den vedvarende betydning af integritet, velvilje og konsekvenserne af vores valg, hvilket gentager vores forfædres tidløse lektioner.